Forskere ved University of Bristol har præsenteret en banebrydende tilgang til sociale robotter, der henter inspiration fra hesteassisteret terapi og potentielt kan ændre måden, hvorpå robotter interagerer med mennesker i terapeutiske sammenhænge.
Forskerholdet, ledet af Ellen Weir fra Bristols Fakultet for Naturvidenskab og Ingeniørvidenskab, fandt ud af, at terapeutiske robotter ikke bør fungere som passive ledsagere, men som aktive samarbejdspartnere – ligesom terapiheste. Disse robotter er designet til at modstå kontakt, når brugerne er stressede eller urolige, og reagerer først positivt, når en person udviser ro og følelsesmæssig regulering.
Studiet, der blev præsenteret på CHI '25-konferencen om menneskelige faktorer i computersystemer i Yokohama, udfordrer den konventionelle designfilosofi for sociale robotter. Nuværende modeller prioriterer typisk lydighed, forudsigelighed og brugerkomfort, men forskerne anbefaler, at terapeutiske robotter bør udvise større autonomi frem for ensidige udtryk for venskab og eftergivenhed.
Innovationerne trækker på erfaringer fra hesteassisterede interventioner (EAI), hvor mennesker kommunikerer med heste gennem kropssprog og følelsesmæssig energi. I disse terapier vil hesten modstå signaler fra personer, der nærmer sig med spænding eller følelsesmæssig ubalance. Når individet bliver roligt, klart og selvsikkert, reagerer hesten positivt. Denne 'levende spejl'-effekt hjælper deltagerne med at genkende og justere deres følelsesmæssige tilstande, hvilket forbedrer både indre velvære og sociale interaktioner.
Projektet markerer et betydeligt fremskridt inden for teknologi til behandling af mental sundhed. Under ledelse af Weir blev forskerholdet inspireret af EAI, som er veletablerede komplementære praksisser, der kombinerer fysisk aktivitet med kognitiv stimulering. Disse interventioner er særligt værdifulde for personer med PTSD, traumer eller autisme, som har vanskeligt ved traditionelle samtaleterapier.
Denne tilgang har et transformativt potentiale for robotterapi, idet den hjælper brugere med at udvikle selvbevidsthed og reguleringsevner. Ud over terapi kan konceptet påvirke menneske-robot-interaktion i andre felter, såsom træning af robotter til udvikling af sociale færdigheder, følelsesmæssig coaching og håndtering af stress på arbejdspladsen. Et centralt spørgsmål er fortsat, om robotter virkelig kan efterligne – eller i det mindste supplere – den følelsesmæssige dybde, der findes i menneske-dyr-interaktioner.
Weir bemærkede, at ud over terapi har konceptet bredere anvendelsesmuligheder, da følelsesmæssigt responsive robotter kan bruges i uddannelse, trivsel på arbejdspladsen og social færdighedstræning for personer med neurodiverse tilstande. Selvom det er usikkert, om robotter virkelig kan efterligne den følelsesmæssige dybde i menneske-dyr-interaktioner, mener forskerne, at de stadig kan spille en meningsfuld rolle i at understøtte følelsesmæssigt velvære – især i situationer, hvor traditionel terapi ikke er tilgængelig.