Et internationalt forskerhold ledet af paleogenetiker professor Verena Schünemann har opnået et bemærkelsesværdigt gennembrud i forståelsen af en af historiens dødeligste pandemier ved at rekonstruere det første schweiziske genom af influenzavirusset fra 1918.
Forskerne benyttede en mere end 100 år gammel virusprøve fra et formalin-fikseret præparat i Medicinsk Samling ved Universitetet i Zürich. Prøven stammede fra en 18-årig patient, der døde under pandemiens første bølge i juli 1918 og blev obduceret.
"Det er første gang, vi har adgang til et influenzagenom fra pandemien i 1918-1920 i Schweiz," forklarer professor Schünemann. "Det åbner for nye indsigter i, hvordan virusset tilpassede sig i Europa i begyndelsen af pandemien."
Den genetiske analyse afslørede, at den schweiziske variant allerede bar tre centrale tilpasninger til mennesker, som forblev i viruspopulationen indtil pandemiens afslutning. To af disse mutationer gjorde virusset mere modstandsdygtigt over for en antiviral komponent i det menneskelige immunsystem – en afgørende barriere mod overførsel af fugleinfluenza-lignende virus fra dyr til mennesker.
I modsætning til adenovirus, som består af stabilt DNA, bærer influenzavirus deres genetiske information som RNA, der nedbrydes langt hurtigere. "Gammelt RNA bevares kun over lange perioder under helt særlige forhold. Derfor har vi udviklet en ny metode, der forbedrer vores evne til at udvinde gamle RNA-fragmenter fra sådanne prøver," forklarer Christian Urban, studiets førsteforfatter.
Denne banebrydende forskning demonstrerer, hvordan avancerede AI-drevne genomiske analyseværktøjer revolutionerer vores forståelse af historiske patogener. Ved at undersøge de genetiske egenskaber, der gjorde 1918-virusset så dødeligt, får forskerne afgørende indsigt til at forebygge og håndtere fremtidige pandemitrusler. Den nye metode kan nu bruges til at rekonstruere flere genomer af gamle RNA-virus, hvilket gør det muligt for forskere at verificere ægtheden af udvundne RNA-fragmenter.
Resultaterne fra dette studie vil være særligt vigtige i kampen mod fremtidige pandemier. "En bedre forståelse af, hvordan virus tilpasser sig mennesker under en pandemi over længere tid, gør det muligt at udvikle modeller for fremtidige pandemier," bemærker professor Schünemann. Denne tværfaglige tilgang, der kombinerer historisk-epidemiologiske og genetiske transmissionsmønstre, skaber et evidensbaseret grundlag for beregninger, der kan hjælpe med at forudsige og begrænse fremtidige udbrud.